Skiguden, bueguden, jagtguden, skjoldguden Ull eller Uller, omtales af Snorre i hans “Edda” Han er så god en bueskytte og så dygtig til at løbe på ski, at ingen kan kappes med ham. Han er også smuk af udseende og fører sig som en dygtig kriger. Det er godt at påkalde ham i tvekamp. Andet sted i “Edda”: nævner Snorre, at Ull kan kaldes skiguden, bueguden, jagtguden, skjoldguden.

Man sagde, at Ull var så kyndig i trolddomskunster, at han satte over vandet på en knogle i stedet for med et skib. I knoglen havde han ristet slemme trylleformler, og på den måde overvandt han bølgerne lige så hurtigt som ved at ro.

Af den “Ældre Eddas” kvad om Grimner (Odin) og Kong Geirrød erfares, at Ulls bolig i Asgård hedder Ydalir, ” Taks-dale”, og digteren stiller ham for øvrigt på en fremtrædende plads ved at bruge udtrykket: Ull og alle guder.

Et heltekvad om kong Atle taler om den stærke ed, svoret ved Ulls ring. I skjaldenes kenninger for krig og krigere indgår Ulls navn også. Og et skjold kan kaldes for Ulls skib.

Ulls skib hed “Skjold” og derfor kaldes i kampen skjoldet for Ulls skib, Ulls skude, Ulls fartøj, Ulls båd.”

Oplysninger samler sig til et billede af en mandig, idrætspræget, vinterlig guddom, en magt, der har haft tilknytning til tvekamp og jagt.

Når hans bolig hedder Taks-dale, står det i forbindelse med, at takstræet har været hans, buegudens, hellige træ, thi af taksens hårde ved gjordes de bedste buer. Hans vinterlige karakter kommer frem i hans idrætter, han nævnes som den bedste skiløber. Saxos fortælling kan tyde på, at skøjteløb også har været knyttet til ham, det mærkelige ben, han farer over vandet på, bringer de gammeldags benskøjter i erindring. Om fart i slæde minder måske kenningen Ulls skib for skjoldet: godt hundrede år før Kristus, forskrækkede de vandrende kimbrer romerne med deres vilde slædefarter ad alpernes sneskråninger, siddende på deres skjolde.

Edsringen var knyttet til Ull.

Den hellige ring karakteriserer Ull som en guddom af stor betydning. Ringen som hedensk tempelinventar er velkendt fra litteraturen. Den havde sin plads på gudehovets alter, var af guld eller sølv, og ved ofringen bar hovgoden den på sin arm. Og ved denne ring aflagdes højtidelige eder, sådan som det er beskrevet i Viga-Glums saga: Den, som ville sværge, skulle tage den svære sølvring, rødnet i offerdyrets blod, i sin hånd og fremsige sin ed for guden og for mennesker som vidner.

Strofen i Atlekvadet viser, at han, fuldt så vel som vikingetidens storguder, har været vidne til vigtige og højtidelige edsaflæggelser, at han har hørt til de betydeligste guders kreds.

Ulls helligsteder ligger for det meste tæt hvor de findes. Dette gælder også for mange af de stednavne, der findes i nærheden af Ulbækgård.

Stednavnenes vidnesbyrd.

En række stednavne vidner om, at han fordum, i vide egne har været måske den mest hædrede af guderne. Det er navne som Ullinsaker (thi medens hans almindelige oldnordiske navn var Ullr, kaldtes han også somme steder i Norge Ullinn), Ullensvang, Ulleraker, Ulltuna, Ullunda, Ullsjø, Ullvi og flere andre.

Måske er det sproghistorisk rigtigt at sætte gudenavnet Ull i forbindelse med et gammelt germansk ord, overleveret på gotisk i formen “wulpus”. Det betyder: glans, herlighed.

Alle teorier om den nordiske religions urgamle, ukendte lag er, og bliver vel længe endnu, usikre.

Var Ull oprindelig en personifikation af den klare himmelhvælving, den største af de urgamle guder, der vogtede det ordnede kosmos omkring verdenstræet, himmelaksen, og dermed fader til alle efterfølgende guder i norden?